Det spørgsmål fik jeg i et brev fra Gitte, som stadig har svært ved at finde indre ro længe efter sin skilsmisse:
Jeg er 4 år efter mit valg om skilsmisse, en skilsmisse hvor jeg havde konstant ondt i livet og indre uro i 1,5 år. Dejligt var det da den slap men den kan blive ved med at stikke sit hovede frem omend i kortere perioder.
Det den gør ved mig når den er her, er at jeg mister mit selvværd syntes ikke jeg er så meget værd, bliver trist og rastløs, nyder ikke mine hyggestunder men venter på at tiden går og det går over igen, begynder at søge bekræftelse bla via datingsider som jeg bliver træt af på sigt, men giver en her og nu forløsning.
Så det jeg gerne vil have råd om og som jeg læser alt hvad jeg kan finde, men ikke fundet lige det der virker for mig, er vejen til indre ro, måske også svar på om det kan tænkes at for nogle er roen og det at være hel, at være i tosomhed. Eller er det en evig kamp at finde det hele i sig selv ?
Vh Gitte
Tak for dit spørgsmål. Jeg er sikker på, at der er rigtig, rigtig mange, som har oplevet voldsom indre uro og ondt i livet efter skilsmisse.
Du beskriver så fint, hvor dejligt det er at være sluppet fri. Og - tror jeg - blive dig selv igen, blive hel. Og samtidig beskriver du så præcist og hjerteskærende, hvordan du indimellem stadig kan miste fodfæstet og din indre ro. Den ro, du heldigvis ellers har genfundet.
Du har været igennem en meget lang en periode, på 1,5 år, med konstant ondt i livet og indre uro. Det er voldsomt belastende. For i den periode har både din krop, dit nervesystem og din hjerne sandsynligvis været i højeste alarmberedskab, med "fuld damp på alle kedler", en meget stor del tiden.
Det er hårdt og tager tid at komme over noget, der gør så voldsomt ondt og skaber så stor indre uro.
Og nogen gange kan det være rigtig svært for både kroppen og hjernen at forstå, at nu er “faren” helt ovre. Så vil alarmberedskabet ligge på vagt og spring til at tænde, igen og igen.
Du fortæller, hvordan du her 4 år efter skilsmissen stadig oplever, at din lange tid med ondt i livet og indre uro kan ramme dig. At du stadig kan blive ramt massivt i perioder. Og ja, så tænker jeg, at det har været en rigtig traumatisk periode for dig.
Og det kan betyde, at dit alarmsystem stadig bliver trigget. Det kan ske, når du kommer ud for en eller anden lille ting. Noget, som du slet ikke på det bevidste plan forbinder med din skilsmisse. Eller med den lange periode med ondt i livet og indre uro.
Det kan f.eks være en lyd, en lugt, noget nogen siger. Ja, det kan være hvad som helst din ældste del af din hjerne, krybdyrhjernen, opfatter som et tegn på, at nu sker det igen! Og så bliver du på et splitsekund sendt tilbage i en alarmtilstand. En alarmtilstand, der ligner den, du var fanget i så længe.
Det er et virkelig voldsomt ubehageligt og ensomt sted at være.
Og du kan føle dig både handlingslammet, rastløs og magtesløs, - ja, føle dig “helt alene i verden”.
Når du er der, kan du have vældig svært ved at mærke dig selv og bevare overblikket. Og det bliver samtidig svært at tænke klart og trække på alle dine positive erfaringer. Så kan du også have svært ved at huske, hvordan du er kommet godt over skilsmissen. -og hvor godt du ellers har fået det, plus hvad du normalt kan nyde at gøre.
Når din krybdyrhjerne igen-igen har slået alarm, og giver dig impulser til at kæmpe, flygte eller stivne, kan du meget let få en stærk trang til enten bare at vente, der i "ingenmandsland", eller til at "gøre noget", flygte eller kæmpe dig ud af det voldsomme ubehag.
Og en af de ting, det så er nærliggende at kaste sig ud i, er dating. Det er vist en af de ting, rigtig mange har prøvet at gribe til, når de følte sig lidt desperate.
Det er næppe tilfældigt, at det netop er i de perioder, du kommer til at lede mere eller mindre desperat efter den “anden”. Den, der kan redde dig fra din følelse af usikkerhed, tristhed og rastløshed.
Når du i de situationer kommer til at tro, at det er en anden, der kan og skal give dig roen. - Og tro, at den anden skal gøre dig hel. Ja, så er det måske fordi du er “ude” af dig selv. Så du er mere fokuseret på, hvad en anden er og har og kan, end hvad du selv rummer, dybt inde?
Og så er det svært at finde din indre ro og følelsen af at være blevet hel igen, - i dig selv.
Og et andet problem, du vil støde ind i der er: At når du er "ude af dig selv", ja, så er det altså også svært at tiltrække de "rigtige" partnere for dig.
De får jo ikke mulighed for at se og mærke dig, som den, du virkelig er, inderst inde.
Du skriver, at du har søgt svar længe: Og at du inderligt ønsker at finde din vej til det, der virker for dig. Så jeg vil gerne give dig mit bedste bud på et svar her:
Jeg tror, at det vil hjælpe dig bedst, hurtigst og mest effektivt, at få lidt professionel hjælp.
Hjælp til at komme godt over den lange traumatiske periode, du har været igennem. Hjælp, så du kan komme fri af den traumeenergi, der stadig indimellem rammer dig. Og som hindrer dig i at kunne mærke dig selv og hvile i dig selv.
Så kontakt mig endelig, hvis du ønsker det. Det kan være sessioner hos mig, eller det kan være online, hvis du bor for langt væk. Så kan du få online-sessioner enten med video eller over telefonen.
Når du bliver trist og rastløs, tror jeg, det vil hjælpe dig til at få det lidt bedre, hvis du forsøger at komme ud af den stillestående venten.
Noget af det, der kan hjælpe bedst, er at komme ud i lyset og luften, komme ud i naturen. F.eks. gå eller cykle en lille tur. Det skal helst være en rolig og afslappet form for bevægelse. Noget, du hverken skal tænke eller anstrenge dig til. Noget, hvor du kan falde ind i en god rytme, - en næsten meditativ tilstand. En tilstand, hvor dine tanker flyder frit, og dine negative tanker om dig selv kan falde lidt til ro.
At du finder det, der virker for dig. Så du kan slippe kampen og igen finde din indre ro. Så du bliver fri til nyde at være hel, og præcis, som du skal være.
- Og måske bliver klar til at gå ud i verden og møde den "rigtige", ikke af nød, men af lyst. Lyst til at nyde livet sammen?
Her kan du læse mere om min blide Traumeterapi og Heling af chok og traumer, og om Ondt i livet
I mit indlæg om Stress og motion kan du hente inspiration til, hvilke former for bevægelse, du kan få glæde af.